Flere og hurtigere i behandling for apopleksi

Nye undersøgelsesmetoder på Rigshospitalet sikrer flere i behandling for apopleksi - og en hurtigere igangsættelse. En meget glædelig nyhed, siger Lise Beha Erichsen, landsformand i Hjernesagen.
Senest opdateret: 01. juli kl. 09:34

Rigshospitalet i Glostrup har medvirket til at udvikle en ny undersøgelsesmetode, som betyder, at flere kan komme i behandling for apopleksi, fortæller P4 Radioavisen: Hvor man tidligere ikke var i stand til at tilbyde behandling til patienter, som havde været mere end 4,5 timer undervejs, men det kan man i mange tilfælde i dag. Det betyder, at man i Region Hovedstaden i 2018 behandlede 20 procent flere patienter med apopleksi sammenlignet med året før.

- Vi kan tilbyde behandling til udvalgte patienter, der vågner med en blodprop i hjernen, som vi ikke kunne før pga. det her tidsvindue på 4,5 timer, siger overlæge Helle Iversen fra Rigshospitalets Neurologisk Klinik.

Samtidig har personalet på Rigshospitalet også været i stand til at sætte behandlingen i gang hurtigere, hvilket også er essentielt, da hvert minut tæller: Chancerne for at få mindre handicap eller måske slet ikke noget handicap efter en blodprop eller blødning i hjernen øges, jo hurtigere behandlingen sættes i gang.

- Det er en meget glædelig nyhed, fordi det at blive ramt af en blodprop eller blødning i hjernen er meget alvorligt. Det er helt essentielt, at man bliver tilbudt den rette behandling hurtigt, fordi det kan have meget store konsekvenser for det liv, man får efterfølgende, siger Hjernesagens landsformand Lise Beha Erichsen.

https://www.dr.dk/radio/p4/p4-radioavis-radio