Skal pårørende til syge tvinges ud i ledighed?

Fem markante personer inden for sundhedsområdet tager i dagbladet Politiken hul på en vigtig debat om, hvordan vi ser på pårørende til syge.
Senest opdateret: 05. februar kl. 02:14

Fem markante personligheder inden for sundhedsområdet - der hver repræsenterer mange tusinde patienter og pårørende - tager i dagbladet Politiken den 2. februar hul på en vigtig diskussion af forholdene for pårørende til syge.

Læs debatindlægget her.

Af Marie Lenstrup, Lise Beha Erichsen, Jorry Højer, Birgitte Vølund og Bjarne Hastrup. Hhv. formand i Foreningen for Pårørende i Danmark, landsformand i Hjernesagen, landsformand i Parkinsonforeningen, formand i Alzheimerforeningen og adm. dir. i Ældre Sagen.

DET ANSLÅS, at 750.000 danskere er nærmeste pårørende til en syg eller handikappet person. Og mange af dem har det svært på arbejdet.

Med en forventning om flere kronisk syge og svage ældre vil antallet af pårørende stige markant - og mange vil være aktive på arbejdsmarkedet. Men det er ikke nemt både at passe en karriere og være pårørende. Derfor er de fleste pårørende nødt til at tage fri fra arbejde eller ændre på deres ansættelsesforhold.

Hver fjerde erhvervsaktive pårørende har overvejet at gå ned i tid, og omkring hver tiende har gjort alvor af det. En del forlader sågar helt arbejdsmarkedet for at tage sig af et sygt familiemedlem. Det svarer til, at det danske samfund går glip af titusindvis af danskeres fulde arbejdsstyrke - pårørende, som i stedet mere eller mindre frivilligt og uden erfaring indtager rollen som hjælpere med fysisk og psykisk belastning til følge.

Pårørende er centrale ressourcer for syge mennesker. De kender patienten og dennes livssituation bedst og mærker straks, når der er noget galt.Derfor stiller pårørende op.

Men der bliver aldrig spurgt, om det passer den pårørende at møde op på hospitalet tirsdag kl. 11. Det forventes bare.

Når behovet hos ens nærtstående kommer i konflikt med ens arbejdsindsats, vinder pårørendeopgaven oftest. Med tiden kan den pårørendes tilknytning til arbejdsmarkedet blive sårbar.

VORES VIDEN OM pårørendes udfordringer på arbejdsmarkedet er fragmenteret.

Vi har ikke et samlet overblik, men vi ved, at mange oplever et enormt pres. Man sniger sig til at ringe til hospital og kommune i arbejdstiden, og man bruger løs af fridage og afspadsering.

Der er klare regler for barns første sygedag, men ikke for, hvordan man får tid til at være pårørende til en voksen. Der er hverken lovgivning eller overenskomster, der giver pårørende mulighed for at hjælpe i de lange træk, som mange kroniske sygdomme medfører. Der findes ingen retningslinjer for en tilværelse som arbejdende pårørende. Hvorfor er der f. eks. ikke indført deltagerdage, så de kan få fri til møder med kommunen og kontrolbesøg hos lægen? Hvorfor skal hver enkelt pårørende selv håndtere og forhandle udfordringerne i at fastholde et arbejdsliv? Og hænger økonomien sammen, hvis man går ned i tid? 

VI SPILDER VÆRDIFULDE samfundsressourcer i form af uddannelse og erfaring, når omstændighederne tvinger pårørende til at skifte til et mindre krævende job, gå ned i tid eller forlade arbejdsmarkedet i utide.

Den økonomiske byrde bliver tungere år for år, når et hårdt presset sundhedsvæsen lader stadig flere opgaver falde på de pårørendes skuldre. Vi skal etablere gode rammer, bedre forståelse og nye rettigheder for fremtidens pårørende, så de ikke skal vælge imellem deres erhvervskompetencer og deres kære. Vi skal kortlægge de pårørendes udfordringer på det danske arbejdsmarked og finde intelligente løsninger, så pårørende ikke tvinges ud i ledighed.

Det kræver samarbejde på tværs af arbejdsmarkedets parter, sundhedsvæsen, kommuner og organisationer.

 

(indlægget bragt i dagbladet Politiken den 2. februar 2018)