Få læst tekst op
Forstør tekst
Sådan karakteriserer søstrene Frederikke og Mille Afasidøgnet 2022, som Hjernesagen i samarbejde med og Facebookgruppen for Afasiramte stod bag. Søstrene deltog som pårørende til deres mor, som har været ramt af afasi i fire år – og de fik med egne ord overraskende stort udbytte af turen til Vejle.
Af Ulf Joel Jensen
Kampgejst og motivation.
Det er nøgleordene, når man beder søstrene Frederikke Lassen og Mille Bjørke om at beskrive deres udbytte af at være med i Afasidøgnet på Hotel Vejlefjord tidligere i år. Her var de med som pårørende til deres mor, Sanne, der har været ramt af afasi efter en hjerneblødning i 2018.
– Skal jeg sætte lidt flere ord på, så synes jeg, at det var godt at møde andre i samme situation som os. Og så var det helt fantastisk at være vidne til den store udvikling, alle de afasiramte gik igennem i løbet af opholdet: De fleste startede med at være stille og lidt tilbageholdende og ikke så deltagende. Men meget hurtigt opstod der sådan en fælles stemning af, at jeg godt kan være med: Her er der ingen, som bliver frustrerede over, at jeg leder efter ordene, ingen der bliver utålmodige osv. Det var rigtig fint at være med til, uddyber Mille, og Frederikke supplerer:
– Jeg synes, det var meget inspirerende og motiverende, at mange af foredragene blev holdt af afasiramte. Det var en understregning af, at det godt kan lade sig gøre, selvom sproget ikke er perfekt. Der var så fin plads til, at man kan kommunikere på den måde, man nu er i stand til – det behøver ikke være som i resten af samfundet.
Mindre alene
Mille og Frederikke var inviteret til Vejle af deres mor, som først henvendte sig til Frederikke med beskeden om, at hun meget gerne ville med til Afasidøgnet. Frederikke så muligheden for at lave det til en lille familieudflugt, Mille var hurtig til at sige ja, og søstrene satte derefter kursen mod Vejle sammen med deres mor – i virkeligheden uden helt at være klar over, hvad der ventede dem.
Efterfølgende er de enige om, at turen både blev en stor oplevelse og gav et lidt uventet udbytte: Mødet med andre pårørende, som kæmper med det samme, som de gør i hverdagen.
– Jeg følte mig pludselig lidt mindre alene. Det gjorde mor også, siger Frederikke og uddyber: – Det er svært at vænne sig til alt det nye, efter min mor har fået afasi. Vi er stadig i gang med at finde en ny måde at kommunikerer på. Bare det at have en helt almindelig hverdagssamtale, sådan ”hvordan går det-agtigt”, er en udfordring og kræver tilvænning. Vi har stadig en ambition om, at det skal blive bedre, men vi har også indset, at det ikke bliver som før.”
Netværket er vigtigt
Søstrene fremhæver nogle helt konkrete gevinster ved at være med i Vejle, nemlig muligheden for at snakke med en vifte af fagfolk og eksperter i afasi. Der blev taget masser af noter, ligesom de fik gode råd til øvelser, og inspiration til hverdagen.
– Som jeg startede med at sige, så er vi kommet hjem med en masse motivation og gejst. Og så er jeg også meget glad for, at vi har fået skabt basis for at etablere et netværk med de andre deltagere. Fællesskabet er virkelig vigtig, og derfor håber jeg også meget på, at der kommer en gentagelse af Afasidøgnet. Det behøver ikke nødvendigvis at være med nøjagtigt det samme program, men det vigtige er, at vi får mulighed for at møde nogle af de samme mennesker igen, så vi holder fast i hinanden, siger Mille og henviser til, at afasiramte let kan havne i isolation, netop fordi de har svært ved at tale med andre.
