Velbesøgt valgmøde sætter fokus på livet med hjerneskade og rehabilitering

04.11.25

I går afholdt Hjernesagen Aarhus et velbesøgt og meningsfuldt valgmøde med fokus på livet med en hjerneskade og vilkårene for rehabilitering.

Aftenen bød på rørende og ærlige fortællinger fra mennesker, der lever med følgerne af en hjerneskade, samt fra pårørende, som hver dag står midt i de udfordringer, et stroke eller en anden hjerneskade kan medføre.

Efter oplæggene fulgte en engageret debat mellem politikere fra hele det politiske spektrum, der blev gennemført i en respektfuld og lyttende tone.

Det blev tydeligt, at rehabilitering skal være både fagligt stærk og menneskeligt nærværende. Både personer med hjerneskade og deres pårørende skal tænkes ind i forløbet, så ingen risikerer at falde mellem lovgivninger eller instanser i systemet. Når rehabiliteringen opleves som utilstrækkelig, må vi turde tale åbent om nødvendige ændringer i strukturer og organisering.

Aftenen understregede også vigtigheden af tæt samarbejde og løbende dialog mellem kommuner, regioner, politikere og organisationer for at skabe varige forbedringer.

En stor tak til de deltagende politikere, de modige oplægsholdere og de lokale kræfter i Hjernesagen, som gjorde aftenen mulig.

Arkiv