Michael på 24: Bare jeg havde kendt symptomerne

Michael Hansens arm var lammet, og han trak på det ene ben. Han kastede op og havde svært ved at se. Vagtlæge og ambulancefolk mente, det måtte være tømmermænd og at han bare skulle tage en Panodil og en lur. Men det var en blodprop i hjernen. I dag ærgrer Michael sig over, at han ikke selv kendte symptomerne. ”Så havde jeg insisteret”, siger han.
Senest opdateret: 08. marts kl. 07:53

Michael Hansen er på besøg hos sine forældre på Lolland, da han vågner den søndag morgen. 9. juni 2013. Han vakler ud af sengen og har det skidt. Går ind i dørkarmen og kan ikke rigtigt bruge sin ene arm. Aftenen før har han fået et par øl, men ikke noget voldsomt. Alligevel tænker han, at det måske er tømmermænd, eller at han har ligget på sin arm. Lidt efter, da han sætter sig ind i bilen for at køre over til en kammerat, kan han ikke rigtigt se ud af forruden, og han kan ikke finde tændingslåsen. Hans far kører ham i stedet.

Senere på dagen, tilbage hos forældrene, får Michael det endnu værre. Armen og synet er det stadig galt med, og nu kaster han også op hele tiden. Hans far synes efterhånden, det ligner et slagtilfælde og ringer 1-1-2. Ambulancen kommer, men redderne afviser enhver tale om blodprop i hjernen – også selv om Michaels arm stadig er helt død. Han kan komme med på Nykøbing Falster Sygehus, siger de, men de er meget sikre på, han vil blive sendt hjem igen.

Den tanke magter Michael ikke. Han har det alt for skidt til at tage toget hjem igen, hele vejen fra Nykøbing F. I stedet gør han, som de siger: Sover noget mere.

Endelig en, der lytter

Det bliver mandag. Michael melder sig syg fra sit arbejde som tømrer, og hans far ringer til lægevagten. Nu trækker Michael også på det ene ben. Men scenen fra dagen før gentager sig. Lægevagten kommer og kalder det tømmermænd eller måske migræne. Ingen taler om at få Michael tjekket på et sygehus.

Imens sidder Michaels kæreste Nikoline med deres 1-årige datter hjemme i København og bliver mere og mere urolig. Dels får hun sin far til at tage til Lolland med toget og hente Michael og deres bil, dels ringer hun til Akuttelefonen. Endelig er der et menneske i den anden ende, som lytter til bekymringen for, om det kan være en blodprop i hjernen. Sygeplejersken i røret vil gerne tale med Michael selv for bedre at kunne bedømme situationen, og selv om det er meget svært for ham at se tallene i telefonbogen, får han ringet op.

Og så går det stærkt

Sygeplejersken konkluderer med det samme, at Michael under ingen omstændigheder skal tage turen til København. Han skal forbi sygehuset i Nykøbing F. Og så går alting pludselig vældig stærkt. På sygehuset kan de godt se, den er helt gal, og Michael bliver CT-scannet, fordi man mistænker en blodprop i hjernen. I scanneren står det lysende klart: Michael har en stor blodprop i højre side af hjernen. De 30 timer, der er gået, har kostet ham muligheden for den blodpropopløsende trombolysebehandling, og han bliver proppet med blodfortyndende midler, mens han bliver kørt til Rigshospitalets neurocenter med udrykning.

Slut med sydsiden

I dag, lidt over et år senere, holder Michael sommerferie med sin kæreste og deres lille datter på to et halvt. Han har mistet synet i venstre side af hvert øje, han har en fornemmelse af, at hans ansigt og arm sover i venstre side, og hans venstre arm er ikke ret stærk. Samtidig bliver han hurtigt stresset og mister overblikket steder med for mange mennesker. Det betyder, at han ikke længere kan holde ud at se favoritholdet Brøndbys kampe fra sydsiden på Brøndby Stadion, hvor han og vennerne altid stod.
”Nu ser vi kampene fra pladser oppe under taget sammen med de gamle – og vi sidder ned”, griner Michael.
Han arbejder fuld tid i tømrerfirmaet igen efter nogle måneder på nedsat tid.
 ”I begyndelsen betød min synsnedsættelse, at det var lidt af en udfordring at gå på stilladser, men nu går det fint”, forsikrer han med et skævt smil.

Hvorfor vil de ikke forklare?

Michael er taknemmelig for, at det ikke gik værre for ham, end det gjorde.
”Alt i alt er det billigt sluppet, når man tænker på, at jeg har haft en blodprop i hjernen i over 30 timer”, siger han. Lægerne har sagt, det skyldes hans unge alder, at det ikke er gået værre. Mange andre ville være døde af væsentligt mindre. Og undervejs har flere læger og sygeplejersker da også reageret vredt og uforstående over den behandling – eller mangel på samme – Michael fik den søndag, det hele begyndte.
Siden har Michael klaget over behandlingen til Patientforsikringen og Patientombuddet, men indtil videre uden held. Vagtlæge og alarmcentral fastholder, at Michael ikke havde symptomer på en blodprop, da de så ham. Men Michael er ikke kørt træt endnu. En overlæge i svigerforældrenes vennekreds hjælper Michael med formuleringer og lægelatin, så det hele bliver korrekt, og en dag får han måske det svar, han gerne ville have:

”Det er ikke så meget erstatningspengene, jeg går efter. Jeg bare gerne vide, hvorfor de ikke mener, jeg havde en blodprop den morgen. Hvorfor vil de ikke forklare deres beslutninger? Det havde ikke behøvet at gå så galt, som det gjorde. Men det ser ud til at være den lille mand mod systemet”, mener han.
Han undrer sig over, at ”to amatører”, hans far og svigerfar, begge kunne se, at det så ud til, at Michael havde en blodprop i hjernen, mens læge og ambulancereddere ikke reagerede.

Hvis jeg bare havde vidst …

Michael ønsker, han selv havde kendt mere til symptomerne på en blodprop i hjernen den morgen sidste sommer.
”Så havde jeg nok insisteret mere på at blive undersøgt. Så var jeg taget med på sygehuset, selv om redderne mente, jeg ville blive sendt hjem igen. Det var jeg jo nok ikke blevet”, siger han.