På vej mod fremtidens sundhedsvæsen

29.03.23
Sundhedskommissionens medlemmer er udpeget – og dermed er der sat navn, ansigt og retning på det arbejde, der skal finde løsninger på de store udfordringer for vores sundhedsvæsen. Hjernesagens landsformand hilser kommissionen velkommen og ser frem til et forhåbentlig tæt og givende samarbejde. (foto: Venstre)

Regeringen præsenterede i går medlemmerne i den kommission, der skal komme med anbefalinger til fremtidens sundhedsvæsen i Danmark. I præsentationen af Sundhedskommissionen slog sundhedsminister Sophie Løhde blandt andet fast, at der skal gøres op med det berygtede postnummerlotteri, der blandt andet rammer danske strokepatienter, når de udskrives til vidt forskellige kommunale rehabiliteringstilbud – og det glæder Hjernesagens landsformand:

– Jamen, først og fremmest er jeg jo tilfreds med, at sundhedsministeren tydeligvis er opmærksom på et af de helt alvorlige problemer på strokeområdet herhjemme. Det er naturligvis slet ikke rimeligt, at nogen patienter udskrives til helt utilstrækkelige forhold, og jeg håber virkelig, at Sundhedskommissionen kan bidrage til en løsning, siger Tue Byskov Bøtkjær.

Meget inspiration at hente i handleplan
Han understreger, at Hjernesagen står klar til at bidrage til arbejdet med konstruktive input og helt konkrete forslag til, hvordan dele af fremtidens sundhedsvæsen kan designes.

– Jeg noterer mig også, at sundhedsministeren sætter fokus på, at vi skal blive bedre til at forebygge, at landets borgere så at sige falde mellem stolene, når de udskrives fra hospitalet. Vi skal helt konkret blive meget bedre til at samarbejde mellem hospital, kommune, egen læge og alle andre, som er involveret i et patientforløb, siger landsformanden og fortsætter:

– Og så glæder det mig, at Sophie Løhde vil indsamle flere konkrete data, som skal bruges til at kvalitetsudvikle sundhedsvæsnet. Det er alt sammen elementer, som flugter i lige linje med vores Handleplan for Stroke, og jeg mener faktisk, den kan tjene som model for store dele af resten af sundhedsvæsnet. Lad os nu få afprøvet nogle modeller – både når det handler om datadrevet kvalitetsudvikling og et øget sektorsamarbejde, så vi på den måde bruger ressourcerne bedst muligt.

Regeringen har udpeget Jesper Fisker, som er administrerende direktør for Kræftens Bekæmpelse, til at sidde i spidsen for Sundhedskommissionens arbejde, og det ser Tue Byskov Bøtkjær også fine perspektiver i:

– Jeg synes, det er et vigtigt signal fra regeringen om, at patienterne og borgernes stemme skal høres i det her arbejde. Og det stemmer naturligvis helt overens med vores holdning. Vi står klar til at samarbejde med både kommissionen og med de relevante ministre, og jeg vil gerne understrege endnu engang, at der er meget inspiration at hente i vores Handleplan for Stroke, og vi glæder os til et forhåbentlig konstruktivt og givende forløb, slutter han.