Hård kritik af forvaltningen af handicapområdet

23.03.22
Den 21. marts udsendte Rigsrevisionen deres beretning om forvaltningen af handicapområdet – og det er barsk læsning: Det er en 68 sider lang nærmest sønderlemmende kritik af både kommunernes praksis på området og af Social- og Ældreministeriets manglende tilsyn.
  • Statsrevisorerne finder, at Social- og Ældreministeriet har ført et utilfredsstillende tilsyn med kommunernes forvaltning af servicelovens bestemmelser på handicapområdet.
  • Statsrevisorerne finder det bekymrende, at Ankestyrelsen har omgjort kommunernes afgørelser i mere end en tredjedel af de sager, der er påklaget til Ankestyrelsen.
  • Statsrevisorerne beklager, at Social- og Ældreministeriet i adskillige år ikke har fulgt op på sin viden om problemer og uhensigtsmæssigheder i kommunernes forvaltning af handicapområdet.

Sproget er måske lidt kringlet, men budskabet i ovenstående citater fra Rigsrevisionens beretning, som netop er udkommet, er ganske klart: Landets kommuner såvel som Social- og Ældreministeriet har ikke levet op til sit ansvar, når det kommer til at tage hånd om nogle af landets mest udsatte borgere. Og den meget klare og barske kritik hilses velkommen af Hjernesagens landsformand:

”Hvis ikke det var, fordi det er velkendt, så er det jo rystende læsning. Men Hjernesagen har ved gentagne lejligheder påpeget, at der er endda meget store problemer med kommunernes måde at forvalte handicapområdet på. Problemerne handler især om, at borgerne ikke modtager de ydelser, de ifølge lovgivningen har ret til, at der helt basalt mangler data på området: Man kender ikke målgruppernes størrelse og behov. Og at det er meget svært for den enkelte borger i det hele taget at finde ud af, hvilke muligheder og rettigheder man har. Den kritik bakkes fuldstændig op af Rigsrevisionens nye beretning, og det MÅ ganske enkelt kalde på politisk handling,” siger Hjernesagens landsformand, Tue Byskov Bøtkjær.

Fejl i halvdelen af alle sager
I sin beretning påpeger Rigsrevisionen direkte, at kommunerne i mange tilfælde ikke overholder serviceloven. Siden 2013 har i gennemsnit en tredjedel af alle de borgere, som har anket en kommunal afgørelse på handicapområdet, fået medhold af Ankestyrelsen – og tallet er desværre støt stigende.

”I Hjernesagens rådgivning, StrokeLinjen, får vi mange henvendelse fra borgere, som snarere får vildledning end vejledning af deres kommune, så det er desværre ikke spor overraskende,” fortæller leder af StrokeLinjen, Maja Klamer Løhr.

Rigsrevisionen har lavet sin egen stikprøvekontrol af i alt 50 sager på området, og den bakker op om erfaringerne fra StrokeLinjen: Der er således fundet fejl og mangler i sagsbehandlingen i mere end halvdelen af stikprøverne.

Anbefalinger i Handleplan for stroke
Samtidig uddeler statsrevisorerne også drøje hug til Social- og Ældreministeriet, som ikke har udført tilstrækkeligt tilsyn med kommunerne – og ikke har skredet ind, selvom de har vidst, at kommunerne har store problemer med at overholde serviceloven.

”Det er en meget klar og uforbeholden kritik, der rejses i beretningen, og statsrevisorerne anbefaler da også Folketinget at undersøge, om der er nogle helt grundlæggende, strukturelle problemer på området. Det tror jeg godt, at vi kan slå fast, at der er, og jeg håber virkelig, at den her beretning er det, der skal til, for at der omsider sker noget,” siger Tue Byskov Bøtkjær.

Hjernesagens Handleplan for stroke indeholder en række løsningsforslag også til denne problemstilling. Blandt andet peger den på behovet for en forenklet lovgivning og simplere klagemuligheder på området. Og den beskriver også, at der er brug for samle ensartede og sammenlignelige data på tværs af alle kommunerne, så man får et klarere billede af, hvor problemerne opstår.

Du kan læse hele Hjernesagens handleplan her på hjemmesiden.