Mindre salt - mere krydderi

Vi elsker salt, men for meget salt giver os for højt blodtryk. Og det høje blodtryk øger risikoen for at få en blodprop i hjernen. Derfor: Spis mindre salt og mere krydderi.
Senest opdateret: 08. marts kl. 07:36

"Mindre salt – mere krydderi” er navnet på Hjernesagens kampagne, der skal få os til at spise mindre salt. For meget salt giver forhøjet blodtryk, og forhøjet blodtryk øger risikoen for blødning eller blodprop i hjernen.

Karse, krydderurter, karry, estragon, paprika, citron. Peber, for den sags skyld. Prøv at eksperimentere med at lave mad uden ret meget salt. Det kan tage lidt tid at vænne sig til smagen, men hvis du kommer ned på at spise en teskefuld salt om dagen – alt inklusive – er du ifølge forskerne på den sikre side. Mere salt end det øger risikoen for forhøjet blodtryk, og det forhøjede blodtryk er den hyppigste årsag til blodprop eller blødning i hjernen.

Fødevareindustrien skal med

Hjernesagen arbejder for, at vi selv drysser mindre salt i maden, men det store arbejde handler om at få fødevareindustrien til at bruge mindre salt. Salt bliver brugt i store mængder i forarbejdet mad, blandt andet til smag og konservering. Siden 2008 har EU-landene arbejdet med at sænke fødevareindustriens tilsætning af salt ad frivillighedens vej, men Hjernesagen mener, der skal mere til:

”I Finland lovgav de i 50’erne, så maden blev langt mindre salt. 30 år senere var antallet af hjertetilfælde faldet med næsten 75 %. Derfor mener vi også, man bør gå den vej herhjemme”, siger Hjernesagens direktør, Lise Beha Erichsen.

Derfor deltager Hjernesagen i Saltpartnerskabet, der er et samarbejde mellem fødevareindustrien, interesseorganisationer og myndigheder for at mindske danskernes saltindtag.

Læs mere om Saltpartnerskabet

Hver anden blodprop kunne undgås

Og der er al mulig grund til at gå hårdt til saltindtaget. En million danskere skønnes at have forhøjet blodtryk, og den diagnose er den hyppigste årsag til blodprop og blødning i hjernen.

”Derfor bør vi gøre alt, vi kan, for at få danskernes blodtryk ned på normalt niveau, dvs. under 140/90 mmHg. Vi kunne undgå hver anden blodprop i hjernen herhjemme, hvis vi kunne komme det forhøjede blodtryk til livs”, siger professor, dr. med., overlæge Hans Ibsen, der er medlem af bestyrelsen i Dansk Hypertensionsselskab. Hypertension = forhøjet blodtryk.

Resten af det salt, vi får, er naturligt i nogle råvarer, og så er der det, vi selv tilfører maden. Og her kan vi bruge andre krydderier og gradvist vænne os til den mindre salte smag og den mere rent krydrede.

Læs mere 

Hjernesagen på folkemøde: Mindre salt - mere krydderi

Spar på saltet