Sorgens følelseslimbo

På én og samme tid indstiller jeg mig på, at det aldrig bliver helt som før, men håber og drømmer inderligt og naivt om, at det bliver mere normalt.

 

Det allerhårdeste og mest sorgfulde ved min mors sygdomsforløb har været uvisheden. At vi ikke har anet, hvordan situationen så ud en måned, tre måneder, et halvt år frem i tiden. Det har været frustrerende og opslidende, og det har gjort det hamrende svært for mig at forholde mig til mine følelser.

Jeg savner min mor. Jeg savner den mor, jeg altid har kendt, og jeg aner ikke, om hun nogensinde bliver sig selv igen. Vi er heldige, for hun er godt på vej, og det positive man kan sige om uvisheden er, at vi kan blive overrasket af fremgang og bedring.

Så jeg prøver at glæde mig. Men det ændrer ikke på det faktum, at jeg mangler hendes tilstedeværelse i mit liv, som den var før hun blev ramt af hjerneblødningen. Jeg har jo stadig brug for min mor, selvom jeg ikke er et barn mere. Jeg er jo stadig hendes barn.

Konstant prøver jeg at forholde mig til den nye udgave af det menneske, jeg har kendt hele mit liv. Det er hårdt at komme på besøg og ikke vide, om hun kan huske juleaften, sit eget navn eller navnene på sine børnebørn den dag. På én og samme tid indstiller jeg mig på, at det aldrig bliver helt som før, men håber og drømmer inderligt og naivt om, at det bliver mere normalt.

Det er som at danse limbo frem og tilbage mellem følelser af glæde og taknemmelighed, og angst, sorg og savn. Da det var rigtig kritisk i de første måneder efter hjerneblødningen: den ene dag følelsen af glæde og lettelse over stabile tal og en smule kontakt. Den næste dag tunge samtaler med lægen, ulykke og desperation over den usikre ventetid.

Nytårsaften for et år siden havde vi fået en dyster prognose, og jeg har sjældent følt mig så bange og ulykkelig, som da jeg gik fra hospitalet for at tage hjem til mine veninder og fejre at år 2014 endelig var ovre. Samtidig en sær ro, fordi vi vitterligt bare måtte håbe og se tiden an. Kort efter nytår bedredes min mor nok til at blive udskrevet til genoptræning.

I dag: følelsen af glæde over, at min mors tilstand er stabil og at der er kommet ro på på et godt plejehjem. Lettelse over at prognoserne ikke talte sandt, men at hun overlevede! Og samtidig en stor sorg over, at vores familie er blevet splittet ufrivilligt. Og så her iblandet en glæde over det store sammenhold, vi har fået styrket, midt i al splittelsen.

Sorgens følelseslimbo gør mig skrøbelig, og jeg føler, jeg kan falde hvert øjeblik, det skal være. I flere måneder tårnede følelserne sig op omkring mig og lukkede mig langsomt inde i et mørke, hvis lige, jeg ikke har mærket før. Jeg balancerede på kanten af en følelsesmæssig afgrund, og selvom jeg – i hvert fald indtil nu – ikke er faldet ned i den, har bare det at kigge derned været skræmmende.

Lige så gerne som jeg vil nyde og glædes over livet, og at min mor stadig er her og langsomt er vendt tilbage til os, lige så bange har jeg det gjort mig for, at det hele kan slutte når som helst. Ligegyldigheden over for mit eget liv voksede, side om side med desperationen.

Jeg skal nå alt, gøre alt, opleve alt, før det er for sent! Men hvad nytter det? Hvad hvis jeg alligevel ikke vågner i morgen? Tankerne stikker af og bliver til angsttanker – ukonstruktive og irrationelle, kan man mene, men de bunder jo i den meget virkelige oplevelse jeg har haft af at få et af mine faste holdepunkter i livet rystet.

Jeg har haft flere samtaler med Rigshospitalets enestående hospitalspræst Christian Busch, og med en socialrådgiver på mit universitet. Begge har langsomt fået mig til at indse, at sorgen ikke forsvinder, men at jeg må leve med den – leve på trods af den. Alt det, der gør, at jeg er bange for døden, alt det, jeg er bange for at miste og ikke at nå, det er samtidig alt det, jeg skal bruge til at blive glad for livet igen. Det prøver jeg at holde mig for øje. Og så at være så inderligt taknemmelig over, at vi stadig har hinanden i min familie.

Jeg er ikke færdig med at forholde mig til alle de mørke tanker, for de ligger stadig lige under overfladen. Hver gang jeg tror de er ovre, går der lidt tid, og så kan de komme tilbage. Jeg skal stadig lære at forstå angsttankerne, dét de gør ved mig, og hvordan jeg kan give angsten en ”sund” plads. Men jeg skal også få hold på, hvordan jeg sætter angsten på plads, når den overtager mine tanker. I perioder har jeg været i stand til at parkere de mørke tanker og forholde mig mere til livet end til døden, og det er rart med pauser, hvor jeg kan distrahere mig selv med nogle af de ting, der gør mig glad.

Men jeg har en følelse af, at jeg bliver nødt til at ”tage” endnu en tur – måske flere – ind i mørket, for at komme ordentligt ud på den anden side og lade sorgen få den plads, den skal have i mit liv, så jeg for alvor kan leve videre. Jeg ved ikke, hvornår det sker, men jeg er – selvom det er hamrende hårdt – afklaret med, at det er en del af den proces, det er at forholde sig til, at min mor er væsentligt skadet af sin hjerneblødning. At en oplevelse som denne er rystende og at den har vendt op og ned på mit liv. Og at det kommer til at tage tid at lære at leve med.

Deltag i debatten

Casper Nyvang Rask
Tak for dine skriv, har lige læst alle tre med tårene trillende ned af kinderne. Jeg "mistede" selv min far for mere end 3 år siden. Først en blodprop i hjernen i december 12 og så en kraftig hjerneblødning 2 måneder senere. Han er halvsidig lammet, sidder i kørestol, har svær afasi og bor på (et godt!) plejehjem, så jeg kender desværre alt for godt til hvad du beskriver. Det er ikke let og det bliver aldrig let, men det bliver lettere at forholde sig til den svære og sorgfulde situation. Langsomt accepterer jeg at jeg aldrig får min gamle far tilbage, og langsomt accepterer jeg at rollerne er byttet rundt og det gør det lettere at være i situationen som pårørende - men det er stadig noget af det underligste og hårdeste i verden at sidde og savne min far mens han sidder lige foran mig. Lyder til at du har det på samme måde. Dejligt at I kan holde sammen i familien og tale om det, det er guld værd. Mange hilsener Casper
Ellen Skov
Virkelig godt skrevet! Jeg føler med dig - og kan af egen erfaring tilføje, at man kan blive bedre, selv længe efter de kloge hoveder siger, der ikke vil ske mere. Jeg havde selv en voldsom hjerneblødning for 6 år siden med svær lammelse i alle lemmer - nu går jeg - lidt specielt, men alligevel. Jeg er førtidspensionist, men fungerer som hustru og mor for to mindre børn. Lægerne skrev på et tidspunkt, at jeg muligvis var så skadet, at det ikke var i familiens interesse at få mig hjem. Og at min mand bare var kriseramt, når han ikke ville indse det. Håber din mor kommer mere op til overfladen med tiden, så du ikke helt skal miste hende endnu. Det er i hvert fald muligt! Og vid, at selv om hun ikke altid lader til at forstå, at du er der... Så gør hun det et eller andet sted alligevel. Kram fra Ellen
Rie Speich Laursen
Åhh Sofie! Kunne have skrevet det samme. Mistede min mor for 4 år siden grundet hjerneblødning og er endelig begyndt at leve med sorgen imens jeg nu har en helt anden mor, som jeg til tider kan kende men for det meste overhovedet ikke. Jeg ved nu hun aldrig kommer til at gå, tale så man kan forstå det eller være den mor hun var. Det giver faktisk en vis ro ikke at spekulere på dette mere. Men at være i sorg over et menneske, der stadig er her - det er kun de færreste, der kan forstå det :-( Du er selvfølgelig altid velkommen til at skrive til mig. Kh Rie
Sanne Vesth Hansen
Hej Fie Jeg er selv mor til to teenage børn og fik selv en hjernerystelse for snart 1,5 år siden Jeg kan nikke genkendende til det med at følelserne skifter hurtigt og der er adskillige rutscheture på følelseskørebanen køre tur Når der så sker fremskridt kan det være lige så overvældende følelsesmæssigt at håndtere som når der sker store omvæltninger i ens liv Omgivelserne kan ikke forstå den til skadevoldende pludselig har evner som har været forsvundet i lang tid og den tilskadekommende kan have svært ved at følelsesmæssigt at forstå at evnen er tilbage hvilketvtilsammen kan give misforselser og derved uoverensstemmelser og en opfattelse af at den tilskadekommende har ændret personlig fordi følelserne er anerledes end tidligere omkring det at have evner i forhold til livet Nogle af de følger jeg følelsesmæssigt oplever jævnligt er træthed , overvælelse, uvirkelighedsfornemmelse i forhold mine relationer pga der har været lang afstand følelsesmæssigt