Hverdag og langsom accept

Kategori(er):
Der er snart gået to år siden, min mor fik en hjerneblødning, der gav min familie den største mavepuster, den nogensinde har fået.

På mange punkter er der “gået hverdag” i den. Jeg besøger min mor ca. en gang om ugen - hver anden uge, og jeg er heldigvis ikke længere bange for, om hun lever eller ej, når jeg ankommer.

Det er altid dejligt at se min mor. Hun bliver glad, når hun ser mig, smiler, kysser, krammer, aer og vinker til mig. Det er dejligt. På en eller anden måde er der faldet en ro over min families situation. Vi ved alle sammen godt, at det hele er svært og slet, slet ikke som vi gerne ville have, det skulle være. Men samtidig tror jeg, vi alle er kommet til en form for accept af tingenes tilstand. Også min mor. Nu bor hun på plejehjemmet, og selvom vi har indvendinger og der er plads til forbedring på flere områder, er det et godt sted, og jeg føler, hun er i trygge hænder.

Jeg har svært ved at gennemskue, hvordan og hvorfor, vi er nået til det her punkt, hvor vi har affundet os mere eller mindre med det hele. Er det et udtryk for træthed? For udmattelse? At vi ganske enkelt ikke magter mere sorg, men prøver at løfte blikket og se på alt det gode, der ligger foran os, snarere end alt det rædsomme, der ligger bag os? Eller er det et led i en sorgproces, en naturlig udvikling, hvor man bliver afklaret med livets gang?

Måske det lyder som én og samme ting. Men i mit hoved vender og drejer jeg ikke blot selve situationen, men også min egen holdning til situationen, tit og ofte. Det er hårdt. Det er hårdt hele tiden at skulle vurdere og reflektere over, hvordan samværet med et menneske, du har kært, er. Det plejede jo at være så let og så naturligt. Jeg tog hjem til mine forældre i mit barndomshjem, spiste min mors velkendte mad af service, jeg har spist af hele mit liv, hyggede og snakkede et par timer. Omgivet af nips og planter, min mor omhyggeligt passede, tørrede af og vandede.

Det samvær er afløst af besøg på et pænt, men upersonligt plejehjem, hvor min mor ligger i en hospitalslignende seng, med lift, kopper med drikketud og en fjernbetjening til sengen. Omgivet af planter, min flora-analfabetiske far og jeg prøver at holde liv i.

Pludselig skal jeg tænke over en masse uvante ting: gør jeg min mor ked af det ved at komme, gå, sige bestemte ting - fortie andre? Der er så meget, jeg gerne vil tale om. Men jeg er bange for at gøre hende ked af det ved at fortælle, præcis hvor hårde de sidste to år har været for mig, og min far og min bror.

Og hvad hvis jeg prøver? Hvis jeg vover at gøre hende ked af det, og fastholder troen på, at min mor er ved sine fulde fem. Eller bare fire. Forstår hun mig så egentlig rigtigt? Hun virker sådan, men gør hun virkelig?

Hvordan undgår jeg at tale til hende som et barn? Det er der andre, der kommer til, har jeg bemærket. Hvordan kan jeg beholde hende som mor? Tale med hende om de ting, der ligger mig på sinde og som jeg før hjerneblødningen altid vendte med hende? Studie, arbejde, venner, familie, verdens gang. Og vigtigst af alt: vores forhold. Hvordan beholder vi det forhold, vi har haft i så mange år, samtidig med at jeg, vi sætter ord på den gigantiske elefant i rummet: at hun og dermed vores relation, er forandret - uden at gøre hende ked af det?

Sådanne meta-snakke er naturligvis altid komplicerede, men de bliver ekstra komplicerede, når det drejer sig om ens mor, som ikke nødvendigvis længere kan rumme kompleksiteten.

Skal jeg antage og håbe, hun forstår mig og realiteterne, eller håbe og antage, hun ikke rigtig begriber hvor tragisk, det hele er?

Det er så vanvittig svært at forholde sig til et menneske, der ikke kan deltage ordentligt i samtalen. Jeg er selv et meget talende menneske og udtrykker mig meget både mundtlige og skriftligt. Jeg skriver dagbog, breve, mails, sms’er, blogindlæg og i kraft af mit journalist-studie, artikler, reportager og portrætter. Jeg er et meget kommunikerende menneske. Derfor er det ekstra svært for mig at håndtere denne nye måde at være sammen på, hvor jeg godt nok kan sige en masse til min mor, men hun kan ikke respondere, som jeg er vant til. Når jeg fortæller min mor om min seneste ferie, har jeg et klart indtryk af, at hun forstår tingene, forstår mine små vittige kommentarer. Men jeg er ikke sikker. Hun reagerer med smil, grin og øjenmimik, der fortæller mig, at hun er med.

Men når hendes mund åbner sig for at formulere et svar, går hun i stå, famler eller får et andet ord over læberne, end hun havde tænkt sig. Det er svært og frustrerende for mig og min familie. Men hvor må det være helt vanvittigt enerverende for min mor. På sin vis håber jeg, hun ikke rigtig forstår, hvor forandret hun er. For en reel erkendelse af hendes tilstand ville simpelthen være for nedslående.

Deltag i debatten

Der er ingen kommentar i øjeblikket