At starte på arbejde igen

Jeg var anklager og meget glad for mit arbejde, som var nyt, fordi jeg faktisk aldrig nåede at starte i Horsens, da jeg blev syg få dage før. Jeg kunne jo stadig straffeloven udenad – hvor svært kunne det være?

Da jeg endelig blev udskrevet – efter et halvt år i Hammel og et år på genoptræningscenter i Varde – skulle jeg hjem og starte på arbejde. Jeg var anklager og meget glad for mit arbejde, som var nyt, fordi jeg faktisk aldrig nåede at starte i Horsens, da jeg blev syg få dage før.

Jeg kunne jo stadig straffeloven udenad – hvor svært kunne det være?

… Det kunne det, viste det sig! For uanset hvor mange gange jeg læste sagerne igennem, anede jeg stadig ikke hvad vidnerne havde sagt! I hvert fald detaljerne var smuttet – og dem skal man altså bruge, hvis man skal kunne foreholde vidner deres forklaring til politiet!

Efter nogen tid sagde de stop – og jeg kunne også godt selv mærke det. For selv hvis jeg kunne læse sagerne så mange gange, at jeg kunne huske dem udenad, så er der jo ingen der siger, vidnerne siger det samme i retten! Og skrivebordsjura ER bare ikke lige så sjovt…

Jeg har kort sagt følt mig rigtig godt behandlet, så når det nu skulle være, kan jeg kun tænke tilbage på min karriere med varme følelser.

Så hørte jeg om et kursus på CSV i Vejle – et kursus for senhjerneskadede, som kunne lære mig at fungere bedre i min nye tilværelse. Og det gjorde de! Første gang en underviser spurgte mig, om jeg ikke var forvirret, begyndte jeg at græde! For det var jo det jeg var – hele tiden!

Han lærte mig en hel masse – og gjorde min hukommelse så meget bedre, at jeg en dag kom ind og glædesstrålende råbte ’JEG KAN HUSKE!!’ Da var det hans tur til at knibe en tåre…

Han fik mig også til at skrive digte om min situation – et af dem lyder sådan her:

Undulaten

Jeg har en alvorlig hjerneskade som det ikke hjælper et pip at hade

Det har jeg prøvet i flere år Men det har ikk’ ændret på mine kår.

Så derfor vil jeg i stedet prøve ikke upåagtet at lade den røve mit liv, min gejst, mit humør – jeg er trods alt ikk’ blevet skør!

Jeg er stadig omtrent den samme som før – om end det tager lidt ekstra tid måske engang når jeg dør får jeg bonus for alt mit slid.

Jeg tror, min holdning til skaden er vigtig at indstillingen helst skal være rigtig.

Så derfor vil jeg prøve at kalde den min hjerne-undulat!

Jeg skulle også prøve at finde på, hvad jeg skulle bruge resten af mit liv på. Jeg besluttede, at jeg ville lære børn at læse!

Det har jeg sådan set ikke gjort – men jeg er frivillig på skolebiblioteket et par gange om ugen, hvor jeg læser højt for børnene. Det lugter da lidt af fisk…

Deltag i debatten

Jeanette Gadegaard
Tak for at dele din historie med os andre samt dele dit digt