At komme tilbage til livet

Jeg vil bare være mig selv igen. Jeg vil tilbage på arbejdsmarkedet og genoptage mit liv. Men Inderst inde ved jeg jo godt at neurologen har ret: jeg er blevet ramt og det var ikke bare en advarsel.
''Jeg har fået et Wake up call og nu vil jeg ændre på nogle af de ting der ikke er gode for mig'. 
Neurologen lægger sin kuglepen på bordet og ser mig direkte i øjnene og siger nogle ord jeg er sikker på, at jeg aldrig glemmer:
"Nej Henrik. Du fik ikke bare et Wake up Call. Du har fået en hjerneskade. Hvordan den vil påvirke dig ved vi endnu ikke. Det finder du nok først ud af, når du begynder at arbejde. Du har sikkert fået et Wake up Call et stykke tid før du blev syg. Du har sikkert bare overset eller ignoreret det."
Hjerneskadet. Alene ordet giver mig kvalme. Jeg har haft en blodprop i hjernen- punktum. Jeg er ikke hjerneskadet. Jeg vil bare være mig selv igen. Jeg vil tilbage på arbejdsmarkedet og genoptage mit liv. Men Inderst inde ved jeg jo godt at neurologen har ret: jeg er blevet ramt og det var ikke bare en advarsel. Jeg kan også mærke, at jeg hverken fysisk eller psykisk bliver helt den samme igen. 
Jeg tænker mig lidt om, og husker pludselig en dag, hvor jeg følte mig dårlig og faktisk også besvimede. Efterfølgende slog jeg det blot hen, og bildte mig selv ind, at jeg ikke havde spist eller drukket nok. Måske var denne hændelse det wake up Call som jeg havde ignoreret?
Neurologen er bekymret på mine vegne. Han synes den praktiserende læges og min plan om at jeg skal starte på arbejde igen 6 uger efter min udskrivelse fra sygehuset er for ambitiøs. Skal jeg være helt ærlig udtrykte den praktiserende læge samme bekymring. Begge er bange for at jeg får et fysisk og psykisk knæk, når jeg kommer tilbage. 
Men jeg ved at det er det rigtige for mig. For jeg har aldrig dyrket det med at sidde stille. Jeg har altid syntes det var sjovere at være med hvor tingene skete, end at sidde på sidelinjen og blot se til. Desuden, og det tror jeg ikke man skal undervurdere, er jeg en fighter af Guds nåde. 
Efter fire uger, hvor jeg primært har sovet, dyrket motion og har siddet i en sofa, skal der ske noget igen, men naturligvis inden for de rammer jeg fysisk kan holde til.  Jeg har lyst til at afprøve mig selv og prøve at finde svar på, om det overhovedet er realistisk at vende tilbage til arbejdsmarkedet og i såfald hvordan og under hvilke forhold. 
Jeg har dog så meget realitetssans, at jeg takker nej da en headhunter ringer og spørger om jeg ikke har lyst til at komme til en samtale omkring en stilling som afdelingschef og medlem af direktionen i en offentlig virksomhed. Jeg ved trods alt godt, at jeg endnu er på det plan, hvor jeg til stadighed skal være glad, hver gang jeg selv kan snøre mine sko. Så jeg er ikke engang ked af det, da jeg har lagt røret på og har sagt nej tak til tilbuddet uden at have givet en nærmere begrundelse.
Tre uger efter min samtale med neurologen, 7 uger efter min blodprop er jeg på arbejde igen. I første omgang 9 timer om ugen.
Første dag på arbejdet er hård, men velkomsten er varm og hjertelig. Et par medarbejdere har sørget for at der står en pæn plante på mit bord og de har købt et skilt, der skal minde mig om ikke at stresse. Der er hentet rundstykker og det er tydeligt at de indbyrdes har aftalt, at de ikke vil overfalde mig med spørgsmål og problemstillinger. Jeg bemærker også hurtigt, at de ikke fortæller mig, når de går ud for at ryge en smøg. De er vist bange for at jeg skal falde i og begynde at ryge igen. Kort sagt: de skåner mig og jeg er på alle planer dem evigt taknemmelig. 
Efter et par timer, hvor jeg primært læser mails og tager mig af et par små sager, lukker jeg ned og en venlig sjæl kører mig til den nærmeste station. I toget falder jeg i søvn og sover som et lille barn. Det er kun fordi en bekendt vækker mig ved min station, at jeg ikke ender på endestationen. Jeg er både hjernetræt og fysisk træt, og jeg sover resten af dagen og den følgende dag væk.
To dage efter er det på arbejde igen og der tegner sig hurtigt et mønster. Jeg kan arbejde ca tre timer med et par pauser undervejs og så kan jeg ikke klare mere. Al fritid bruges på at slappe af, dyrke motion og sove. Det huslige arbejde overlader jeg fuldstændig til resten af familien. De accepterer meget. Også at jeg kun i meget begrænset omfang deltager i familiens sociale liv. Jeg tror de nyder, at jeg ikke længere er rastløs, men også at jeg igen kan tale om andet end min sygdoms forbandelser.

 

Deltag i debatten

Jeanette Gadegaard
Tak for at dele det med os. du er en fighter