Naninjas historie

Mit navn er Naninja, min far er hjerneskadet og har været det i fire år. Han var ikke mere end 49 år, da han fik en blodprop i hjertet - to måneder senere fik han en i hjernen. Han boede på det tidspunkt i Italien og vi, min lillebror (dengang 16 år), min storebror (dengang 27 år) og jeg (dengang 18 år), måtte rejse til Italien uden at vide, hvad der ventede. Vi forberedte os på det værste og håbede på det bedste, men intet kunne have forberedt os på det syn, der ventede os, da vi kom derned.

Der er mange tanker, der flyver gennem hovedet, når man første gang får at vide at ens mor eller far er blevet hjerneskadet. Jeg følte mig magtesløs, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med alle de tanker, spørgsmål og følelser, der var inde i mig. Jeg ville ikke rigtigt snakke med nogen om dem, for jeg følte ikke, at jeg kunne sætte ord på, hvad jeg i virkeligheden følte. Vidste ikke om det var mig, der var noget galt med, hvor jeg skulle gå hen, hvor var der nogen der kunne hjælpe mig – hjælpe mig med at forstå, at der er andre børn i verden, der havde oplevet det samme som jeg?

Jeg prøvede at snakke med min mor, men det hjalp ikke. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle begynde……

Jeg havde så megen vrede over, at det var min far, der bare lå der i sin seng på hospitalet, tilkoblet en respirator. Jeg ville ønske, at jeg kunne trylle, at jeg alene kunne få det hele til at gå væk igen. Men lige meget, hvor meget og hvor kraftigt jeg ønskede og bad om, at alt skulle blive som før, skete der intet, han bare lå der. Jeg kunne intet gøre, bare se og håbe på et mirakel.

Jeg har aldrig tænkt så meget, som i den tid far lå på hospitalet. Jeg tænkte på alt det, vi havde oplevet sammen, alt det han havde fortalt mig – om verdenen og om sig selv, og overvejede om han kunne huske alt dette, når han vågnede igen. Jeg ønskede, at han kunne, men uvisheden brændte i mig. Mens tårerne trillede ned af mine kinder, fløj tankerne hen på, om jeg nu havde fået snakket med ham om alt det, jeg havde på hjertet, men nej der var så meget at sige endnu, så mange spørgsmål, som jeg ikke kunne få svar på…………ville jeg nogensinde få det?

Selv når jeg sidder her fire år senere og skriver dette, får jeg en stor klump i halsen, og tårerne presser sig på. Jeg er ikke længere bange for at græde, men det var jeg den gang, for tænk hvis folk skulle se jeg var sårbar, se at jeg havde et svagt punkt.

Jeg ville ønske, at der var nogen, der havde taget fat i mig for fire år siden, og havde sagt til mig: ”Hvordan har du det?” Jeg kan ikke benægte, at jeg havde min familie og venner ved min side, men de havde bare ikke mod nok til at spørge mig, hvordan jeg i virkeligheden havde det. For tænk hvis de gik over mine grænser, eller hvis jeg i virkeligheden havde det dårligt. Hvad skulle de så stille op? Jeg gemte mine følelser væk og levede mit liv, som om intet var sket. Det ser jeg nu var helt forkert. Jeg skulle have råbt om hjælp.

Jeg forstår nu, at der er mange som jeg, der har oplevet det samme, og at de heller ikke har fået hjælp. Det ønsker jeg nu at gøre noget ved. Jeg kan ikke længere leve med tanken om, at der er så mange børn, der går det samme igennem hver eneste dag uden at vide, at der er andre at snakke med. Nogen der ønsker at lytte til dem, nogen der ikke er bange for at gå over grænsen og stille de rette spørgsmål, så man kommer til det punkt - at ja min mor eller far er hjerneskadet, men jeg ønsker at få det bedste ud af det, og jeg ønsker ikke at gå rundt i vrede eller sorg over, at skaden er sket.

Det, at jeg nu har en hjerneskadet far, har ændret hele mit liv, og ikke mindst mit livssyn. Jeg tager ikke længere noget for givet. Jeg sætter mere pris på den tid, jeg har sammen med min familie, kæreste og venner. Jeg gør mit yderste for at være ærlig overfor folk, jeg møder for første gang, min omverden og ikke mindst mine nærmeste.

Jeg synes selv at kunne mærke, at jeg er blevet voksen før tid, og mange af mine venner er ældre end jeg. Jeg sætter nu mere pris på livet, men frygter døden. Jeg kan ikke se bort fra, at jeg har haft mine op- og nedture de sidste fire år på dette grundlag, og jeg må indrømme, at ikke alle har været lige nemme, men jeg har ”lært” at leve med, at min far er hjerneskadet og ønsker bare at få det bedste ud af det, så længe han lever.

Det kan være svært for andre at sætte sig ind i det at have en hjerneskadet mor eller far, og det kan ske, at man kommer til at sige, at man ikke har nogen mor eller far mere. Ja det lyder mærkeligt og helt grotesk, at man kan tænke sådan, men sådan føles det til tider. Det er ikke længere den samme far eller mor, og du er måske heller ikke den samme længere.

Det at jeg mødte Louise, der ligesom jeg ønskede at gøre noget på dette punkt, åbnede nogle døre for mig. Jeg stod ikke længere alene. Jeg havde fundet én, der forstod mig, én som havde oplevet det samme som jeg. Jeg ønsker det samme for jer derude – hvor end I er? således at I får en chance for at føle, hvordan det er at møde en anden og forhåbentligt mange andre, der har været det samme igennem som jeg. Jeg håber inderligt, at du vil skrive eller ringe til mig, for der er ikke noget jeg hellere vil her i livet.

Kærlig hilsen

Naninja Dufour