Louises historie

I 2004 fik jeg min personlige historie bragt i HjerneSagens medlemsblad. Den blev læst af Naninja og sammen startede vi foreningen HjerneSpiren.

Jeg husker tydeligt den dag min far blev hjerneskadet, det var den dag Rolllo og King vandt Melodi Grand Prix med sangen ”Der står et billede af dig på mit bord”. Normalvis er jeg ikke typen, der kan huske hvem der har vundet og hvornår – men 2001 glemmer jeg aldrig.
Jeg skulle til fødselsdag hos en veninde samme aften, som min far fik hans hjerneblødning. Mine forældre har et mindre landbrug, og i den forbindelse gik min far og svejsede på hans traktor, der stod hjemme hos et vennepar. Pludselig bliver han lidt fjern, og konen i venneparret hentede hurtigt min mor. Jeg husker tydeligt, hvordan hun stod i gangen og kaldte: ”Mona, Mona, der er noget galt med Kai”. Dommen blev en hjerneblødning, hvilket blev fortalt os børn - mig og min lillebror Morten (1986) og lillesøster Pernille (1996) - da vi blev hentet hos henholdsvis en veninde og min faster. Jeg kan huske at jeg spurgte: ”Mor, hvad er der galt” hvortil hun svarede: ”Det er ikke så godt, far har fået en hjerneblødning”. Det var noget af et chok, jeg troede jo kun det var meget gamle menneske, der fik en blodprop eller blødning i hjernen – men nej.

Dagen efter var vi ude at besøge vores far, undtagen min søster, der var for lille til at forstå hvad der var sket, så hun blev afleveret hos min onkel og tante. Min mor havde lånt min tantes lærebog, og i den stiftede jeg første gang bekendtskab med ordet apopleksi. Selvom min tante havde det svært med at have lånt lærebogen ud, var det for mig en lettelse at kunne se, at eftersom min far var blevet ramt i højre side af hjernen, var det ikke gået ud over hans sproglige kunnen, og jeg kunne dermed regne ud, at jeg stadigvæk kunne snakke med ham. Alligevel var det rigtigt hårdt at komme ind på stuen, hvor min far lå – jeg har altid været fars pige, og at komme ind og se ham ligge på den stue, var super hårdt.   

Under min fars indlæggelse, søgte jeg informationer omkring det at få en hjerneskadet forælder, men desværre uden held. Så jeg tog kontakt til HjerneSagen, der opfordrede mig til at fortælle min historie. Det ville jeg da gerne, jeg forsøgte også flere gange. Men hver gang jeg skrev en linje eller to, slettede jeg den igen. Jeg var bange for, at min mor skulle åbne computeren, finde filen og læse mine tanker, og derudover var min far fortsat i gang med sit genoptræningsforløb. Så det var først et par år efter min fars udskrivelse, da mine forældre spurgte, om jeg ikke skulle fortælle min historie, at jeg tog mig selv i ørerne, fik den skrevet og bragt i HjerneSagens medlemsblad i 2004.

Min far blev udskrevet i maj 2001, men efterfølgende fulgte der flere måneder med genoptræning hos privat fysioterapeut. Min far kom tilbage til hans tidligere arbejde. I første omgang få timer om dagen. Han arbejdede som servicemedarbejder ved kommunens grønne områder, derfor gik han uden arbejde om vinteren. Min far er stædig, men hans gang i klitter, bakket terræn mv. har betydet, at han er slidt alle mulige steder i kroppen. Derudover har han hele tiden haft sine muskelspændinger at kæmpe med. Han siger selv, at det føles som at bære en skjorte, der er for lille. Og i år 2009 fik han så sin førtidspension.

Efter historien blev bragt, blev vi spurgt, om vi ville hjælpe med at sætte fokus på hjerneskadeområdet i forbindelse med den årlige kampagne mod forhøjet blodtryk. Det bragte min familie i regionsavisen Nordjyske og min far og jeg i Go’ aften Danmark. Alligevel følte jeg ikke, at det gjorde en forskel for os børn med hjerneskadet forældre. Heldigvis blev jeg i løbet af sommeren kontaktet af Naninja. Hun havde læst min historie, og vi snakkede længe sammen. Hun mente heldigvis ligesom jeg, at der var for lidt fokus på os børn, og sammen startede vi gruppen HjerneSpiren. Hvad vi siden hen har stablet på benene, kan I jo få et indblik i herinde på hjemmesiden.

Min fars hjerneskade spiller selvfølgelig stadigvæk en rolle den dag i dag. Vi kan fx godt sidde og grine lidt i forbindelse med, at han kan have problemer med at styre det finmotoriske med venstre arm. Nogle dage kan han tåle, at vi griner lidt af ham, andre dage kan det sætte hans pis i kog. Vores humor er nok ret sort - vi synes ikke at tage livet alt for alvorligt, vi kommer alligevel ikke levende herfra. Min fars gang er lidt påvirket af hjerneskadet, især når han er træt, han har smerter dagligt og som nævnt problemer med det fin motoriske. Min far er meget træt og er ikke ret stærk fysisk længere. Jeg oplever alligevel at min fars personlighed er den samme, og det betyder at jeg stadigvæk kan gå til ham og sige, når noget er noget skidt. Problemet er mere om han så kan huske det dagen efter ... ?! 

Som søskendeflok har vi reageret meget forskelligt. Jeg skulle vide ALT omkring det at blive hjerneskadet og var bl.a. oppe for at følge min fars genoptræning. Feltet vækkede min interesse så meget, at jeg sidenhen er blevet uddannet fysioterapeut. Min lillebror vil den dag i dag ikke snakke om det, og min lillesøster er for lille til at kunne huske min far anderledes, end den person han er i dag. Alligevel sagde min bror på et tidspunkt, at han også forbandt dagen med det danske Melodi Grand Prix og Rollo og King.
Men fælles for os alle er nok frygten for, at det skal ske igen.

HjerneSpiren vil gerne være der for jer børn og unge med hjerneskadede forældre. Derfor har vi udarbejdet oplysende pjecer, vi har vores debatforum og er på Facebook. Vi tager gerne ud og holder foredrag og afholder ligeledes pårørendedage.

Skulle du have lyst til en lille snak, er du mere end velkommen til at ringe eller skrive til mig.

Venlig hilsen
Louise Bisgaard Christensen

tlf.: 28 34 84 25

mail: louise.spiren@gmail.com