Nye regler for udbringning af post til døren – gælder fra 1. januar 2010
Hvis man bor i en ældre ejendom (fra før 1974) kan man, hvis man er fyldt 65 år, efter anmodning få bragt sin postforsendelser til døren.
Man skal tilmelde sig på posthuset ved forevisning af billedlegitimation og personlig underskrift.
Man får så udleveret et hvidt klistermærke, som skal sættes på brevkassen i brevkasseanlægget i opgangen.
Hvis man er bevægelseshæmmet eller handicappet fx apopleksiramt og bor i en etageejendom (uanset opførelsestidspunktet), kan man efter anmodning få bragt sine postforsendelser til døren.
Det kræver en indstilling fra socialforvaltningen, for at man kan få dispensation fra de almindelige regler om postomdeling.
Det er en betingelse for at få dispensation, at personen med handicap er ude af stand til selv at tømme sin brevkasse – komme ned til/hen til brevkasseanlægget i opgangen.
Det er også en betingelse for at få posten bragt til døren, at der er en brevsprække i døren eller en brevkasse ved døren, hvor posten kan afleveres.
Når man får dispensation, får man udleveret et hvidt klistermærke, som skal sættes på brevkassen i brevkasseanlægget i opgangen.
Grunden til at man skal sætte disse mærkater på brevkassen i brevkasseanlægget i opgangen er, at det hjælper postbudene med at huske, at posten skal bringes helt til døren i disse boliger.
Posten leveres til døren, så snart tilmeldingen er godkendt af Post Danmark, og man har mærket sin brevkasse med det hvide klistermærke.