Hjerteflimmer kan give blodprop i hjernen

Atrieflimmer eller hjerteflimmer, som vi populært kalder det, får blodet til at stå næsten stille i hjertets forkamre. Det kan føre til blodpropper, der ender i hjernen. Derfor bør man forebygge hjerteflimmer.
Senest opdateret: 19. april kl. 02:33

Foto: Colourbox

Tekst: Hanne Christensen, overlæge, Ph.D., dr. med., Bispebjerg Hospital, og formand for Dansk selskab for Apopleksi

Atrieflimmer er en tilstand i hjertet, hvor hjertet slår ukoordineret. Det vil sige, at hjertets forkamre laver mange små slag, uden at den elektriske impuls når videre til selve hjertekamrene og dermed får dem til at trække sig sammen. Atrieflimmer kan være periodisk eller konstant. Ofte starter det med at være en gang imellem, og så over tid bliver det konstant.

Atrieflimmer får blodet til at stå næsten stille i forkamrene, hvilket medfører, at der kan dannes blodpropper.

Disse blodpropper kan så føres med blodet til hjernen, hvor de typisk sætter sig fast i de større arterier i hjernen – et spørgsmål om diameter – og dermed fremkalder svær apopleksi typisk med næsten fuldstændig halvsidig lammelse oftest ledsaget af svære skjulte handikap som afasi.

Hvordan mærkes atrieflimmer?

Mange mennesker kan have atrieflimmer uden at mærke det, og derfor opsøger de ikke lægen. Af den årsag bestiller lægen hyppigt et ”rutine-EKG”.

Symptomer på atrieflimmer, hjertesvigt eller hjertebanken er typisk symptomer på, at hjertet ikke kan følge med. Hjertebanken er en oplevelse af, at hjertet banker hurtigt på tidspunkter, hvor man ikke forventer det. Altså for eksempel når man sidder roligt og læser i sin sofa.

Når atrieflimmer kan give symptomer på hjertebanken eller hjertesvigt, skyldes det, at det medfører en meget høj puls ofte op til 2 eller 3 gange det normale. Når hjertet slår så hurtigt, arbejder det ikke effektivt, og derfor pumpes blodet ikke rundt i kredsløbet med tilstrækkelig kraft.

Det gør dels, at det bliver sværere for blodet at komme tilbage til hjertet, dels at personen oplever hævede ben, særligt ved aktivitet og vand i lunger, hvilket giver kortåndethed og i svære tilfælde voksende og spændt mave.

Man kan også opleve svimmelhed, da blodtrykket kan blive for lavt. Oftest vil disse symptomer være ledsaget af brystsmerter eller træthed, som kan være et dominerende symptom. Almindeligvis er atrieflimmer ledsaget af ingen eller milde symptomer. Symptomerne er oftest mildere hos fysisk aktive personer.

Flere ældre = mere atrieflimmer

Bindevævsdannelse i ledningsbanerne i hjertets forkammer er grunden til udvikling af atrieflimmer. Denne bindevævsdannelse medfører, at impulserne kommer til at løbe i sløjfer i stedet for, at én impuls fører til ét koordineret hjerteslag. Alder øger risikoen for atrieflimmer, og med en befolkning med stadigt flere raske ældre/gamle bliver atrieflimmer oplagt et stadigt mere udbredt problem. Derudover disponerer en række andre faktorer til atrieflimmer. Det gælder først og fremmest forhøjet blodtryk – selv en mild forhøjelse øger risikoen for atrieflimmer betragteligt set over lang tid.

Forkalkninger i kranspulsårerne i hjertet og sukkersyge øger også sandsynligheden for at få atrieflimmer. Indtagelse af store mængder alkohol kan medføre øjeblikkelig atrieflimmer, men øger også risikoen for på sigt at udvikle kronisk atrieflimmerAtrieflimmer findes også langt hyppigere end forventet hos tidligere professionelle idrætsfolk.Atrieflimmer kan desuden udløses af for højt stofskifte. Har man i forvejen anfaldsvis atrieflimmer, kan stress – såvel som febersygdom - udløse et anfald.

Hvem har atrieflimmer?

Atrieflimmer berører 1-2 % af befolkningen, men er meget aldersbetinget. I gruppen fra 40 – 50 år er forekomsten ca. 0,5 % men stiger til mellem 5 og 15 % hos de 80-årige. Forekomsten er stigende og det vurderes, at livstidsrisikoen for en person i 40’erne er ca. 25 %.

At få diagnosen

Diagnosen stilles på baggrund af et EKG, - et hjertekardiogram. Hvis lægen mistænker anfaldsvis atrieflimmer, vil man normalt få udført en såkaldt Holter-monitorering. Her bærer man et apparat i 3 – 7 dage, som optager hjerterytmen og herefter kan analyseres af en computer. I særlige tilfælde kan man indsætte et lille apparat under huden på brystet, der kan optage hjerterytmen i op til 3 år, hvorved man kan afklare sjældne anfald af hjerteproblemer herunder atrieflimmer.

Behandling af atrieflimmer

De to problemer i atrieflimmer er dels pulshastigheden og dels den øgede risiko for blodpropper i hjernen. Pulsen er først og fremmest for høj, men kan efter års sygdom også blive for lav. Hvis atrieflimmer er begyndt for kort tid siden, kan man ændre rytmen til normal rytme med et stød, men det anvendes mindre hyppigt end for år tilbage på grund af de hyppige tilbagefald. Hyppigst reguleres pulsen med medicin, typisk med Digoxin og betablokker. Hvis patienten har svært ved at tåle medicinen, hvilket ofte gælder yngre patienter fordi den lægger et låg på pulsen og derved hæmmer aktiv sportsudøvelse, kan man operativt med et kateder gå gennem lysken og brænde nogle af ledningsbanerne over i forkammeret. Dette er en effektiv behandling af atrieflimmer med hjertesymptomer, men der er dog fortsat risiko for blodpropper i hjernen.

Ved atrieflimmer anbefales antikoagulerende – blodfortyndende behandling – til de fleste. Antikoagulation er behandling med medicin som Marevan (Warfarin), der gives under kontrol af effekten ved hyppige blodprøvekontroller eller nye præparater, der ikke kræver hyppig kontrol, men kan give andre udfordringer specielt hos ældre.

Få risici ved blodfortyndende behandling

Om der skal gives antikoagulation afhænger af øvrige risikofaktorer. I praksis anbefales det til næsten alle, fordi der er en gevinst ved at blive antikoaguleret. Undtaget er mænd under 65 år hvor, uvist af hvilken grund, blodfortyndende medicin har vist ikke at have så stor effekt.

Risikoen ved antikoagulation er for det meste ubetydelige gener som for eksempel, at det bløder lidt længere, hvis man skærer sig, eller man får større blå mærker. Men i sjældne tilfælde er der tale om alvorlige blødninger, mest alvorligt som hjerneblødninger som kan føre til døden.

Overordnet giver behandling med antikoagulation ved atrieflimmeralligevel en markant øget chance for at bevare helbredet, hvis man er over 65 år eller af hunkøn.

Nogle personer tåler ikke antikoagulation for eksempel på grund af episoder med blødende mavesår. Disse kan have gavn af indsættelse af et objekt i hjertets forkammer, som gør, at der ikke kan danne sig blodpropper.

Forebyg atrieflimmer

Da risikoen for at få atrieflimmer øges betragteligt af faktorer som forhøjet blodtryk eller højt alkoholforbrug, kan man reducere sin personlige risiko ved at følge almindelige sundhedsråd om alkohol og kost, samt ved at få målt sit blodtryk regelmæssigt og få blodtrykket sænket med medicin, kost og motion, hvis det er for højt.

Da trods alt kun en ud af fire kan risikere at få atrieflimmer, og man alligevel ikke kan sikre sig helt mod sygdom, mener en række kritikere, at gevinsten for den enkelte ved livsstilsændringer, blodtryksbehandling etc. er så lille, at det er omsonst. Omvendt må man konstatere at en lang række tilstande fra blodprop i hjernen, over hjertesvigt til kræft forebygges bedst gennem stort set de samme livsstilsændringer. Derfor bliver den samlede gevinst i sidste ende større for den enkelte.

Uanset hvad man gør, kan risiko for sygdom aldrig komme ned på 0, så svaret ligger i den sidste ende hos det enkelte menneske.