HjerneSagens oplæg til konferencen "Bedre forebyggelse af apopleksi" 8.maj.08

Velkommen til Dansk Hypertensionsselskabs og HjerneSagens konference om bedre forebyggelse af apopleksi.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været en stor udfordring for de 2 foreninger at få stablet dette arrangement på benene.

For begge foreninger gælder nemlig, at vi har meget begrænsede organisatoriske og økonomiske ressourcer og derfor i meget høj grad er afhængige af indsatsen fra vores frivillige. Lidt paradoksalt kan man måske mene, idet forhøjet blodtryk og deraf følgende sygdomme som fx hjerneblodpropper har stor betydning– både når det gælder antallet af berørte og rent samfundsøkonomisk.

**************

I Danmark rammes ca. 12.000 personer årligt af en apopleksi, mens mere end 40.000 lever med følgerne heraf. Der er fortrinsvis tale om mennesker, der er over 65 år, men også yngre rammes.

Konsekvenserne er enorme. Både når det gælder omkostningerne for den ramte og de pårørende – omkostninger i form af alvorlige følgevirkninger som fx halvsidige lammelse, tale- og sprogproblemer, udtalt træthed, hukommelsesbesvær m.m. og angst for, hvad fremtiden vil indebære i form at fremtidig forsørgelse, behovet for hjælpemidler, tilknytningen til omgangskreds, fritidsinteresser m.m., men også konsekvenserne for samfundet er enorme – apopleksi koster som minimum samfundet 2,7 mia. årligt. Udgiften er betydelig større, hvis vi regner alle de indirekte omkostninger med.

Mens antallet af hjerteblodpropper heldigvis er gået stødt ned gennem de seneste år, er antallet af apopleksier ikke fulgt tilsvarende med ned. Det hænger muligvis sammen med, at antallet af personer med forhøjet blodtryk synes at stige og stige.

I dag regner videnskaben med, at 1. mio. danskere har et permanent forhøjet blodtryk.

Set i lyset af dette og med en viden om, at antallet af patienter med yderligere risikofaktorer - fx i form af type II diabetes – også er stigende, er der behov for en målrettet indsats, der både på nationalt plan - og måske endnu vigtigere på lokalt plan angriber problemet.

Som direktør i HjerneSagen er jeg rigtig glad for at se det store fremmøde til dagens konference.

Jeg kan konstatere, at alle jer, der kan gøre noget ved det danske blodtryk – og dermed risikoen for at blive ramt af apopleksi - landspolitikere, kommunalpolitikere, medicinske fagfolk og embedsmænd – er repræsenteret massivt i dag.

Jeg håber, at det betyder, at vi sammen i dag kan inspirere hinanden til at tage et afgørende skridt fremad i indsatsen for bedre forebyggelse af apopleksi.

***********************

Indsatsen for en bedre forebyggelse begynder efter vores opfattelse med at sætte nogle klare mål for, hvad vi som samfund vil opnå. Uden klare mål er det jo umuligt at afgøre, om vi når i mål. Det gælder også i relation til forebyggelsen af apopleksi.

I HjerneSagen har vi længe ønsket, at der rent politisk tages initiativ til en særskilt og målrettet indsats for at forebygge apopleksi. Tiltag, - der mere konkret fastholder borgernes opmærksomhed på blodtrykket.

I HjerneSagen synes vi, at blodtrykket på mange måder er et rigtigt godt og pædagogisk mål for, hvordan den enkelte lever – herunder om vedkommende følger myndighedernes råd og regler for en sund og sygdomsforebyggende livsstil.

I foreningen har vi således et måske ikke helt videnskabeligt billede af, at blodtrykket er ”kroppens spejl”. Trives man, motionerer man tilstrækkeligt og holder den slanke linke, er man røgfri og drikker alkohol i moderate mængde, vil der være en stor sandsynlighed for, at ens blodtryk er normalt. Har man omvendt problemer med livsstilen, er stresset m.v. er der risiko for,  at ens blodtryk er for højt.

Blodtrykket er altså med til at fortælle, hvordan man har det. Blodtrykket er også med til at fortælle os noget om, hvordan man senere kan få det, hvilket er en vigtig pointe.

****************

Et forhøjet blodtryk er den vigtigste enkeltfaktor, når det gælder risikoen for at blive ramt af en apopleksi.

Denne kendsgerning var grunden til, at HjerneSagen i 2006 udarbejdede en national handlingsplan, hvori foreningen foreslog, at der skal sættes klare mål for kontrollen med danskernes blodtryk. Blandt vores mål var og er:

·        At 80 % mod nu ca. 50 % af alle borgere i Danmark skal kende deres blodtryk.

·        At borgerne skal vide, hvad der er et normalt blodtryk samt kende de vigtigste strategier, når det gælder forebyggelse af et for højt blodtryk.

·        At personer med forhøjet blodtryk hurtigt kommer i relevant behandling og i samarbejde med deres læge sikrer, at blodtrykket reduceres og siden fastholdes på et tilfredsstillende niveau.

·        At antallet af hjerneblodpropper over de kommende 4 år skal reduceres med mindst 33 %. Antallet af nye apopleksitilfælde skal således være mindre end 8.000 årligt i 2012.

Tidspunktet, for hvornår antallet af hjerneblodpropper, kan forventes reduceret med en tredjedel, har vi allerede ændret på et par gange.

Og min fornemmelse er desværre også, at vi kommer til at justere tallet igen.

Det helt afgørende er imidlertid, at udviklingen klart kommer til at dreje i den rigtige retning.

For at vi kan få taget fat på at nedbringe antallet af apopleksier er der behov for en – som nævnt målrettet – og dedikeret indsats. Det er efter vores mening ikke tilstrækkeligt at integrere forebyggelsen af hjerneblodpropper i de almindelige sundhedsfremmende og overordnede livsstilskampagner.

*****************

HjerneSagen tror på, at forebyggelsen af apopleksi ligger godt hos landets 98 kommuner – der skal bare en målrettet indsats til.

HjerneSagens ønsker, at forebyggelsesindsatsen skal være:

·        Kommunalt forankret – med afsæt i fælles nationale retningslinjer.

·        Målrettet mod de borgere, der har den højeste risiko.

·        Klar og modtagerorienteret.

·        Baseret på videnskabelig evidens i videst muligt omfang.

HjerneSagen ønsker, at der skal være tale om kontinuerlig indsats, hvor man udnytter nærheden til borgerne og det netværk af sundhedsarbejdere, der omgiver den enkelte borger i form af primærsektoren.

Ikke alene er kommunerne tættest på borgerne, men kommunerne har også med kommunalreformen fået det formelle ansvar for den primære sundhedsforebyggelse.

Tiden umiddelbart efter kommunalreformen har vist, at mange kommuner har haft problemer med at finde deres ben i forebyggelsesarbejdet. Heldigvis ser vi tegn på, at det går bedre mange steder – også som vi senere skal høre om - i relation til blodtryksindsatsen.

Og det manglede i virkeligheden også bare. For det er jo kommunerne, der har mulighed for at opnå den helt store gevinst, når og hvis de er i stand til at styrke forebyggelsesindsatsen og reducere antallet af apopleksier lokalt. Der er ganske enkelt penge at spare, hvis kommunerne kan forebygge eller udsætte nye apopleksier - mange penge.

Lad mig nævne et enkelt regneeksempel der illustrerer, hvilket potentiale der forbundet med en mere aktiv og målrettet indsat på apopleksiområdet.

Lad os se på Århus Kommune – de har 294.954 indbyggere svarende til 5,43 % af befolkningen

Med udgangspunkt i at 1 mio. danskere har forhøjet blodtryk, svarer dette til, at ca. 54. 300 århusianere har forhøjet blodtryk.

På landsplan er der 12.000 tilfælde af apopleksi om året. Omsat til århusianske tilstande betyder det, at der i Århus Kommune er 652 årlige tilfælde.

Omkostningerne ved apopleksi er beregnet på baggrund af de omkostningstal, der står nævnt i Referenceprogrammet for behandling af patienter med apopleksi, hvoraf det fremgår, at de direkte omkostninger per apopleksiramt er ca. 250.000 kr. Hertil skal lægges de indirekte omkostninger, som kan opgøres til måske 8 mia. kr.

Jeg vil nøjes med at tage udgangspunkt i de direkte omkostninger, der for Århus vedkommende beløber sig til ca. 160 mio. kr.

Der kan altså i Århus Kommune alene spares minimum ca. 80. mio., hvis man forestiller sig, at antallet af apopleksier kan reduceres med 50 %. Dette kræver dog, alle århusianernes blodtryk er velbehandlet.

En sundhedsøkonom kan sikkert komme med adskillige indvendinger mod en beregning som denne. Og det er da også ganske vidst, at sådanne generelle beregninger skal tages med et vist forbehold. Omvendt indikerer det, at der for kommunerne er penge at spare, hvis antallet af apopleksier kan reduceres gennem bedre og mere målrettet forebyggelse.

*******************

Jeg vil gerne holde lidt fast i de nye kommunale opgaver. Med kommunalreformen har kommunerne også fået ansvaret for genoptræningen – også genoptræningen af apopleksiramte.  Det er en vigtig opgave, når skaden er sket. Men det et også en krævende opgave for mange kommuner, hvilket formentlig er én af årsagerne til, at apopleksiramte patienter oplever stor forskel på, hvilke tilbud de får, alt efter hvor i landet de bor, samt – nok så væsentligt – tempoet i hvilket det sker.

Jeg vil gerne her benytte lejligheden til at sige, at HjerneSagen finder det meget vigtigt, at der kan tilbydes de apopleksiramte gode og fagligt velfunderede rehabiliteringstilbud efter sygehusopholdet. Dette er en afgørende nødvendighed set i lyset af, at indlæggelsestiderne på landets apopleksiafsnit bliver stadig kortere. Professionel genoptræning har derfor afgørende betydning for den enkelte patients prognose og chancer for bedst muligt at kunne leve livet på de nye præmisser.

For at opnå dette ønsker HjerneSagen, at der indføres egentlige rehabiliteringsplaner.

Ét af de elementer, der bør indgå i en sådan rehabiliteringsplan, er genoptræningsplanen. For at gøre genoptræningsplanen mere brugbar foreslår HjerneSagen, at der i planen også tages stilling til, om der er behov for fx taleundervisning og kognitiv træning.

HjerneSagen efterlyser i den forbindelse, at der fastsættes standarder for det konkrete indhold af en genoptræningsplan. Der skal endvidere fastsættes en frist, inden for hvilken genoptræningen skal være påbegyndt. Desværre oplever nogle ramte, at der går alt for lang tid fra udskrivning fra hospitalet til genoptræningen kan igangsættes – og det gælder såvel den fysiske som den sproglige genoptræning.

Der er i princippet frit valg, når det gælder de kommunale tilbud om genoptræning. Ofte orienteres den ramte borger imidlertid ikke om dette frie valg. Både patienter og pårørende har generelt svært ved at få et overblik over de kommunale genoptræningstilbud. Dette ønsker vi, kommunerne skal gøre bedre.

Jeg vil bede kommunerne tænke på, at genoptræning og lignende efterbehandlingsopgaver, der følger i kølvandet af en apopleksi, er opgaver, som med en bedre forebyggelsesindsats vil blive mindre.

Tilbuddene til mennesker ramt af en hjerneskade skal være i orden. Når det er sagt, bør det være en fælles bestræbelse, at sikre, at færrest mulige borgere får behov for sådanne tilbud.

*******************

Nu har jeg talt en del om, hvilke muligheder kommunerne på lokalt plan har for at styrke forebyggelsen af apopleksi og de fordele, der er forbundet hermed.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at slå fast, at kommunerne kunne være kommet længere, hvis de havde haft bedre støtte fra vores nationale myndigheder – det gælder først og fremmest Sundhedsstyrelsen.

Da vi nu har repræsentanter for Sundhedsstyrelsen til stede her i dag – vil jeg opfordre til, at man hjælper kommunerne med forebyggelsesarbejdet.

Der har været tiltag hertil i forbindelse med kommunalreformen, men efter vores opfattelse har der været alt for lidt fokus på sammenhængen mellem for højt blodtryk og risikoen for apopleksi.

Det kan være svært for kommunerne at forstå, at de skal prioritere forebyggelsen af apopleksi, hvis den øverste ansvarlige myndighed har så ringe fokus på området.

Man kan jo få den opfattelse, at Sundhedsstyrelsen slet ikke mener, at det er relevant at styrke den målrettede forebyggelse af apopleksi.

Jeg har imidlertid ikke fantasi til at forestille mig, at landet øverste ansvarlige myndighed ikke gerne ville bidrage til at reducere den sygdomsbyrde, der er  forbundet med apopleksi.

Der er en overvældende evidens for, at det betaler sig at forebygge sygdom ved at sikre, at befolkningens blodtryk er normalt eller – hvis det er for højt – er velbehandlet.

Jeg vælger derfor at tror, at den manglende støtte til kommunerne skyldes, at styrelsen har mange opgaver og for få videnskabelige medarbejdere med den nødvendige detailviden - samt for få ressourcer.

Forebyggelsen af apopleksi er måske druknet i en række mere generelle sundhedsråd bl.a. KRAM, hvor man som bekendt fokuserer på Kost – Rygning – Alkohol – Motion. 

Det ene udelukker ikke det andet, men det er efter vores opfattelse vigtigt, at man ikke glemmer en indsats rettet mod et så pædagogisk et målepunkt for den enkelte borger som blodtrykket.

Når vi taler om det offentlige myndigheder vil jeg gerne benytte lejligheden til at beklage, at man fra Lægemiddelstyrelsen (nærmere bestemt Medicintilskudsnævnet) netop har barslet med et forslag, der kan betyde en forringelse af blodtryksbehandlingen herhjemme, idet man agter at fjerne tilskuddet fra en række især nye blodtrykssænkende præparater til fordel for billigere men ældre præparater, der generelt har flere bivirkninger.

Helt generelt mener HjerneSagen, at Tilskudsnævnets indstilling vedr. revurdering af tilskud for blodtrykssænkende midler helt mangler ambitioner om at styrke hypertensionsbehandlingen i Danmark. Nævnets formand har bekræftet, at der er besparelser på ca. 300 mio. kr. at hente i forbindelse med en revurdering.

HjerneSagen finder det for fattigt, hvis man kun ønsker at spare penge, men ikke vil investere i at forbedre hypertensionsbehandlingen, når behovet herfor er så åbenlyst. Vi synes, at Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen sammen skal koordinere indsatsen mod det forhøjede blodtryk til gavn for borgerne.

Jeg vil gerne slutte af med at opfordre til, at offentlige styrelser, faglige selskaber, sundhedsarbejdere i primærsektoren, patientforeninger og kommunale myndigheder sætter sig sammen og drøfter, hvordan vi i fællesskab kan sætte fokus på forebyggelse af apopleksi. HjerneSagen deltager gerne!

Samarbejdet er ikke mindst vigtigt på det borgernære, lokale plan. I HjerneSagen tror vi, at dialog, udveksling af viden og involvering af borgerne er vejen frem i al forebyggelse.

Jeg håber, at dagens konference vil inspirere alle – og især kommunerne, til en mere fokuseret indsats, således, at vi i fremtiden vil opleve, at langt færre rammes og invalideres af en apopleksi.

Tak!