Kommunalreformen slører den apopleksiramtes behov
Langt fra alle kommuner har fundet deres ben siden kommunalreformen i 2007. Meget flyder og noget skyldes begyndervanskeligheder, mens andre problemer måske kræver retænkning af lovens opgavefordeling. HjerneSagens konference stillede skarpt på svaghederne i en brydningstid, hvor nye ideer og gamle rutiner er i spil.
Af Birgitte R. Sønderborg, journalist
Overraskede latterudbrud i salen, da alle de ”raske” til konferencen ”Genoptræning og rehabilitering af apopleksiramte – idealer og virkelighed efter kommunalreformen” i et lyn glimt oplever, at hjernen ikke vil lystre. På skærmen er der overensstemmelse mellem farver og ord. Ordet gult står med gult, blåt står med blåt og alle læser på opfordring af neuropsykolog Hysse Forchhammer op i kor. Pludselig står der blåt med gult, og så går der kuk i det. Skal man sige farven eller, hvad der står? Man vil begge dele, men kan ikke.
Den lille leg indgik i programmet på HjerneSagens konference i midten af september i København, hvor fagfolk fra både sygehuse, kommuner og administratorer var samlet for at gøre status godt halvandet år efter kommunalreformens indførelse. Alle pladser var besat, så emnet er hot for alle de fagfolk, der nu skal finde nye måder at løse opgaver på, som er stigende i kompleksitet og omfang. Kommunalreformens intension er en bedre genoptræning til hjerneskadede, men det kræver samarbejde på tværs af sektorer, og mange faggrupper skal involveres. En kompliceret proces som blev belyst fra mange vink ler af de mange fremmødte aktører.
Ansvar uden penge
Efter kommunalreformen har kommunerne fået et samlet ansvar for hele rehabiliteringsindsatsen. Det er altså kommunen, som sidder på pengekassen og dermed også på magten til at beslutte, hvad der skal sættes iværk. Overdragelsen sker, når den ramte kommer hjem fra akut behandling og genoptræning på sygehuset. Med sig har de viden og anbefalinger om det videre forløb fra de faglige eksperter.
Den opdeling fik nogle kritiske kommentarer med på vejen, bl.a. fra Lars Engberg, bestyrelsesmedlem i Danske Regioner. ”Det nytter ikke, at en sektor har driftsansvaret, mens det økonomiske ansvar ligger et andet sted. Det skal følges ad”, sagde han. Lars Engberg satte også spørgsmålstegn ved, om kommunerne har viden nok til at bestemme de sociale – og undervisningsmæssige tilbud i forbindelse med en rehabiliteringsplan. ”Nogle kommuner er for små til at løfte den opgave. Spørgsmålet er om stregen er trukket det rigtige sted i lovgivningen. Det bør nok gentænkes ved vurderingen om et par år, siger han.
Kontakten og samarbejdet mellem sygehus og kommunen i forbindelse med udskrivning fra sygehus, samt overlevering mellem de forskellige sektorer og faggrupper, har skabt gnidninger i kommunalreformens første levetid.
Under flere oplæg kom den korte indlæggelse på minuslisten, når fordele og ulemper skal gøres op. Jo hurtigere patienten udskrives, des flere opgaver skal kommunen løse, og det er ikke alle kommuner gearet til, fremgik det af debatten.
Erkend begrænsninger
Dette giver sig bl.a. udslag i, at nogle kommuner mener, at de ”ved bedst”, bl.a. ved at undlade at henvise til institutioner i nærområdet, som før reformen har opbygget stor ekspertise på området.
Hysse Forchhammer, ledende neuropsykolog på Glostrup Hospital, opfordrede til gensidig anerkendelse af hinandens faglighed. ”Der er brug for både det smalle fagspecifikke og det mere almene perspektiv. Jeg har en drøm om, at alle kan mødes i et fagligt forum og udveksle konkrete sager, få ideer til større opgaver og dele viden på tværs - og ikke mindst sammen finde ud af, hvad der virker”, sagde Hysse Forchhammer.
Lis Kleinstrup, ledende terapeut på Regionshospitalet Hammel Neurocenter, gjorde flere gange opmærksom på, at den opsamlede viden i fase 1 og fase 2 bør bruges af kommunerne, når de skal vælge og betale for ydelser til rehabilitering i det videre forløb. ”Vi skal flette vores viden sammen, når beslutningerne om rehabilitering træffes. Kommunerne har myndigheden nu, men derfor kan vi godt arbejde sammen på tværs af fag og sektorgrænser. Ellers risikerer vi, at vigtig viden ikke bliver brugt. Helhedstænkning er væsentligt at holde sig for øje. Ellers bliver det for opsplittet, og det gør det uoverskueligt for patienter og pårørende”, sagde Lis Kleinstrup.
En af reformens visioner var et enklere system, og den forenkling lader vente på sig ifølge mange af deltagerne. Der er alt for mange indgange, når borgeren tager kontakt med kommunen, og det kræver et overskud, som den ramte og deres pårørende oftest ikke har.
I kommunerne arbejdes der på at skabe mere sammenhæng og bedre koordinering bl.a. gennem organisering af såkaldte hjerneskadeteams, sagde Lise Holten, konsulent i Kommunernes Landsforening.
“Herved tager de også tovholderfunktionen på sig. Videnscenter for Hjerneskade, har spurgt en række kommuner, hvordan de gør og de erfaringer kan alle få del i” sagde hun.
Skjulte skader
Neuropsykolog Hysse Forchhammer fortalte om baggrunden for det komplekse sygdomsforløb bag mange hjerneskader. Begreber som senskader og skjulte skader blev illustreret via cases. ”Vi ved ikke, hvad der sker 2-3-10 år efter hjerneskaden er opstået. Godt halvdelen af de hjerneskadede får skjulte handicap. Det kan være ændring i personlighed, nedsat situationsfornemmelse, abnorm træthed, ændring af sanserne, koncentration - og opmærksomhedsbesvær samt kommunikationsproblemer, hvad enten det drejer sig om at formulere eller forstå. Kompetencer som er ekstrem vigtige for alle, fordi det handler om det følelsesmæssige. Vores relation til andre mennesker”, fortalte hun.
På grund af skadernes kompleksitet efterlyste Lise Beha Erichsen, direktør for HjerneSagen, en samlet helhedsvurdering af den ramte. ”Vi ønsker, at der indføres egentlige rehabiliteringsplaner som ud over den fysiske, den sproglige og den kognitive genoptræning også skal inddrage forholdet til familie, børn, og arbejdsmarked. Der skal om nødvendigt inddrages psykolog, diætist eller andre fagfolk, som løbende kan støtte og hjælpe frem for at vente, til det hele er faldet sammen”, sagde hun. Rent praktisk kan kontakten mellem den ramte og kommunen foregå gennem en opsøgende ordning i stil med hjemmebesøg hos ældre. ”Gennem kontakten til den ramte i hjemlige omgivelser kan en fagperson holde øje med, hvordan det går og eventuelt justere eller ændre på tilbuddene, hvis situationen ændrer sig”, sagde Lise Beha Erichsen.