Hold dig ikke tilbage fra at klage!

Hvis du føler, at der er sket en fejl i din behandling i sundhedsvæsenet, har du mulighed for at klage til Patienterstatningen. Og det kan nytte at klage. I 2017 resulterede klager i erstatninger for trecifret millionbeløb.
Senest opdateret: 08. august kl. 11:37

Flere end 10.000 danskere klagede sidste år over en behandling i forbindelse med deres sygdom, eller fordi de mente, at de havde fået en skade fra et lægemiddel.

Og det var ikke helt forkert. Faktisk får cirka hver tredje, der anmelder en skade, senere ret i, at deres skade kan anerkendes efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet. Og at de derfor som udgangspunkt får ret til erstatning.

Hjernesagens advokater opfordrer til, at man ikke holder sig tilbage, hvis man har en følelse af, at der er blevet begået fejl.

- Man skal ikke gå med sådan en følelse af, at der er begået fejl, og så holde sig tilbage. Og der er slet ikke nogen grund til at frygte, at en klage vil få negativ betydning for et eventuelt fortsat behandlingsforløb, siger Jakob Fink, der er advokat.

Jakob Finks advokatfirma, Kroer\Fink Advokater, rådgiver medlemmer i Hjernesagen i forbindelse med blandt andet eventuelle klagesager ved Patienterstatningen og Ankenævnet for Patienterstatningen.

De tørre tal fra Patienterstatningen viser, at der kan være noget om snakken, når man føler sig forkert behandlet.

I 2017 resulterede klager til Patienterstatningen i, at der blev udbetalt erstatning for i alt 750 millioner kroner til patienter, der fik ret i, at deres skade kunne anerkendes efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.

- Patienterstatningen er nærmest som en slags forsikring for patienten. Patienterstatningen er skabt som en slags sikkerhed for patienterne. Så det kunne godt have været ligesom de andre forsikringer, vi køber. Forskellen er bare, at vi slipper for at betale for denne ordning i modsætning til for eksempel vores andre forsikringer, forklarer Jakob Fink.

Som medlem i Hjernesagen har du mulighed for at få gratis rådgivning hos “Kroer\Fink Advokater”. Det kan for eksempel være, hvis du føler, du muligvis har fået en forkert behandling.

Læs mere om, hvordan du kan klage HER

Læs mere om Hjernesagens juridiske rådgivning HER

Læs hele historien om, hvordan du ikke skal holde dig tilbage fra at klage i Hjernesagens blad, nr. 3/2018 - HER