Region Midtjylland i samarbejde med kommuner

Region Midtjylland udvider sit tilbud om rehabilitering på specialistniveau, så der nu bliver ti døgnpladser mod tidligere seks på botilbuddet Tagdækkervej i Hammel.
Senest opdateret: 26. oktober kl. 11:47

Region Midtjylland har bevilget 28,3 millioner kroner til de nye fysiske rammer. Rehabiliteringstilbuddet udvides fra seks til ti døgnpladser i en helt ny bygning. Bygningen kommer desuden til at indeholde tidssvarende træningsfaciliteter, fysioterapi, samtalerum, kontorer og mødelokaler.

Kommunerne i Region Midtjylland - men også i landets øvrige regioner – kan i fremtiden henvise flere med behov for specialiseret rehabilitering til Tagdækkervej, der bliver blandt de formentlig 5-6 steder i landet, der kan tilbyde rehabilitering på specialistniveau, vurderer Region Midtjylland.

- Det er yderst positivt, at regionen og kommunerne går sammen på et område, hvor samarbejde er med til at sikre det absolut bedste for borgerne, siger formand for det rådgivende udvalg for psykiatriområdet og det specialiserede socialområde, Henrik Gottlieb Hansen (A).