Alle fritagelser fra Digital Post gøres tidsubegrænsede

Folketinget har besluttet at afskaffe de toårige, midlertidige fritagelser for Digital Post. Det betyder, at alle nuværende fritagelser automatisk gøres tidsubegrænsede, og at der fremover kun gives tidsubegrænsede fritagelser. Det skriver Digitaliseringsstyrelsen.
Senest opdateret: 09. juni kl. 12:54

Borgere, som i dag har en midlertidig fritagelse, vil nu få deres fritagelse gjort tidsubegrænset. Det er resultatet af en politisk beslutning, der også betyder, at der fremover kun gives tidsubegrænsede fritagelser. Det vil dog altid være muligt på et senere tidspunkt at tilmelde sig Digital Post. 

Ændringen gør det både mere enkelt og mere gennemskueligt for borgerne. Dels fordi der ikke længere vil herske forvirring om, hvorvidt en fritagelse er midlertidig eller tidsubegrænset, dels fordi borgeren ikke løbende hvert andet år skal henvende sig til kommunen for at forny fritagelsen.
Afskaffelsen af midlertidige fritagelser for Digital Post er samtidig en lettelse af den administrative opgave for kommunerne. Da de fremover slipper for at skulle forny de midlertidige fritagelser hvert andet år. 
Hidtil har forvirringen om, hvorvidt en fritagelse var midlertidig eller tidsubegrænset, givet et unødvendigt pres på den kommunale borgerservice fra borgere i perioderne omkring udløb af midlertidige fritagelser.